Skrublerier

Det kom fra hjertet, da Peter Faber i julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm” helt tilbage i 1848 skrev den berømte sætning
»rør blot ikke ved min gamle jul«.
For sådan har vi det jo. Julen er traditionernes tid. Vi er et land befolket af nostalgikere og ingen skal røre ved vores jul.
Indtil corona’en eller COVID-19, som uvæsnet også hedder, tog bolig i blandt os. Nu myldrer det med regler, restriktioner og anbefalinger, som forsøger at komme på tværs af vores traditioner.
Men selvom julefrokosterne er sat på pause og Folkekirken og andre trossamfund skal overholde mundbindskrav, afstandskrav og brug af håndsprit under julegudstjenesterne, så er der faktisk ingen, der rør ved vores jul.
Nuvel: Nogen skal være færre sammen, end de plejer. Og Sundhedsstyrelsen tager os ved hånden omkring træet og kommer med gode råd til, hvordan vi kan gå om juletræet og endda pakke pakker ud. Og, og, og og.
Men jul er jul. Og i Danmark har vi valgt at undgå udgangs- og forsamlingsforbud og har i stedet valgt at opfordre til at vi mødes i mindre grupper og husker at holde afstand.
Men det hele er ikke regler og restriktioner. Sundhedsstyrelsen husker os på traditioner, som vi måske har glemt og kommer med gode råd til alternative måder at mødes på. Jeg har klippet to ud:
“Hold kontakten og ønsk hinanden glædelig jul uden at mødes fysisk. Fx kan du sende julekort eller julebeskeder til venner og familie, som du gerne ville have set mere i år. Eller aftale at se den samme julekalender, så I ser noget sammen.”
og
“Aftal fx at mødes i skoven eller i en park med god plads til et glas gløgg eller brændte mandler.”
(Læs hele jul og COVID pjecen her: https://www.sst.dk/…/Jul-i-en-tid-med-COVID-19.ashx…)
Julekort og et godt glas gløgg. Mere jul kan det da ikke blive. Så kernen i vores traditioner forbliver urørt. En tradition er det kit, der binder fællesskaberne sammen. De er anledningen til, at man mødes og opretholder fællesskabet og sætter en meningsfuld ramme for fællesskabet. Ikke bare vores fællesskab som familier; men også for vores store fællesskab.
Så hermed en stille opfordring fra mit hjørne af verden: Husk at julen handler om glæden, der blev jorden gæst. Det er svært og sært, at der er ting, der ikke er som de plejer. Men ingen rør ved kernen i det, der giver traditionen værdi og legitimitet:
For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge
på hans skuldre.
Man skal kalde ham
Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.
Her er en af mine kalendertraditioner. Hvad er en kalender uden “When a Child Is Born” sunget af Sinéad O’Connor og Danny O’Reilly. Ingen har sunget den smukkere og mere intenst.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

I mange hjem fejrer man ved at tænde lys i en adventskrans. Søndag efter søndag tilføjer vi endnu et tændt lys, indtil alle fire lys brænder. Ligesom kalenderlys og kalendergaver hjælper adventskransen os med at tælle ned til jul.
For advent er ventetid. Ligesom vi venter på at kunne give knus og kram, få coronavaccine, holde julefrokoster og store familiefester, komme af med ventetid og afstande, opleve smil på gaden uden mundbind og meget andet, som vi savner i hverdag. Det er svært. at undvære. Vi vil have vores hverdag tilbage. Og vi vil ikke vente.
Ventetid er jo nærmest pr. definition en ubehagelig oplevelse. Ventetid er spildt tid, synes vi. Selv juleaften kan vi næsten ikke komme hurtigt nok rundt om juletræet. Vi springer vers over i julesangene og synger dem hurtigere og hurtigere for hvert år. Så vi kan få pakket træet væk, komme ud og bytte gaverne og “komme videre”. Det er som om vi lever i en 5G højhastighedstid, hvor vi har glemt, hvordan man venter.
Her kommer de fire lys og fire adventssøndage os til hjælp. Ikke noget med at snyde og tænde alle fire lys på en gang. Selv om man synes, det ser skønnere ud, når lysene brænder samtidigt ned, siger traditionen, at man tænder ét og kun ét nyt lys hver adventssøndag. Lyset skal brede sig langsomt. Vi skal tage os tid til at vente og glæde os til det, der kommer. Det kan tage os ud af travlheden og holde fast i tiden, som bevæger sig langsomt frem mod den store dag. Der er længe, længe til.
Og måske er det det, vi mere end noget andet har brug for. At hjælpe hinanden med at holde ventetiden ud. Uanset, hvad vi venter på. Og huske hinanden på, at selvom det føles som om, tiden går langsomt, så er der stadig plads til lyset og glæden. Selvom det måske ikke ser ud som hverken i går eller sidste år.
Du skal selvfølgelig ikke snydes for bare en kortudgave af adventskransen historie:
Adventskransen har ligesom juletræet sine rødder i det katolske Tyskland og Østrig, og den kom her til landet omkring Første Verdenskrig. Faktisk var den oprindeligt ikke en krans, men et vognhjul (Læs mere her: https://historienet.dk/jul/hvor-stammer-adventskransen-fra )
Da farven violet er den liturgiske bodsfarve i den katolske kirke, blev de første adventskranse pyntet med og/eller ophængt med violette bånd.
Skikken blev for alvor udbredt i Sønderjylland under Besættelsen 1940-1945, hvor kransen blev pyntet med røde og hvide bånd som symbol på danskhed. Fra Sønderjylland spredte traditionen sig op igennem 1950’erne til resten af landet. Først til hjemmene og herfra til videre til kirken. Et godt vidnesbyrd om, at den havde vundet udbredelse er, at skikken da var så kendt, at den kunnet komme på julemærkerne.
Det første julemærke efter Anden Verdenskrig havde adventskransen som motiv og det var her adventskransen fik sit store gennembrud. Det at tænde lys var og er jo et symbol på frihed og håb, forstået både religiøst og politisk. Set i det lys er det jo ikke uforståeligt, at efter besættelsen havde lysene en helt særlig betydning, så man herhjemme gav den hvide lys og røde bånd – de nationale farver, og det har utvivlsomt også bidraget til dens succes, ligesom et billede i et ugeblad, der i 1940 viste kongefamilien med adventskrans.
Man kan gætte på, at dronning Alexandrine, der var tysk født, kan have kendt kransen fra sit barndomshjem. Hun indførte i 1918 adventskransen i kongehuset – også for at støtte sin bror, som var flygtet fra Tyskland.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

Så fik vi en ny del-finanslov. Og nu skal ældreplejen have et løft. 1000 ekstra sosu’er skal befolke landets plejehjem/plejeboliger (ældrepleje foregår i regeringssprog nemlig ikke i borgerens eget hjem. Det er kun de ældre, der har trukket en plejebolig i visitationslotteriet, der har brug for bedre omsorg).
Dem kan vi så give os til at lede efter. Ligesom vi stadig leder efter de 1000 ekstra sygeplejersker, der var løsningen på ethvert problem på sygehusene.
Lede efter? Hvorfor det? Kunne du med rette spørge. Svaret er enkelt: Der er ingen ekstra at tage af!!! Der uddannes for få sosu’er og sygeplejersker. Samtidig flygter sygeplejersker og sosu’er fra faget og finder job i andre brancher, der kan bruge deres kompetencer, tilbyder bedre arbejdsforhold og en anstændig løn. Andre uddanner sig i helt andre retninger. Hverdagen på sygehuse, i kommuner og andre steder, hvor mennesker har behov for omsorg og pleje er hård kost. Travlheden kræver dagligt, at vi går på kompromis med fagligheden og etikken er konstant udfordret. Og det gør hverken 1000 af den ene eller den andens slags forskel på. Der skal andet og mere til.
Så 1000 ikke-eksisterende sosu’er kunne siges at være ikke-eksisterende pebernødder i regnskabet. Dels fordi, de ikke findes og dels fordi, der er 932 plejehjem (+ dem SSI glemte i optællingen) i Danmark med omkring 40.000 beboere. Så prøv at hive lommeregneren frem og se, hvor “mange” 1000 er i det store regnestykke.
Nu skal det hele jo ikke gå op i politik; så apropos pebernødder:
Har du fået bagt pebernødder i år?
For hvad er julen og Julesmåkagebagedagene uden pebernødder? Pebernødden er jo en af de ældste julesmåkager, vi har. Vi har kendt den siden 1400-tallet. Den har samme oprindelse som peberkagen og brunkagen. I flere af kogebøgerne fra 1800-tallet er der endda tale om den samme opskrift, der blot kan laves til pebernødder, hvis man skulle ønske sig runde kager i stedet for flade.
De oprindelige pebernødder blev ofte bagt af bygmel, efter al anden bagning var overstået. Så stod de der og tørrede i eftervarmen, og blev så hårde, at de kunne holde helt til næste jul, om det skulle være. Men det skulle det ikke.
Den runde version, den kleine pebernød, kom til i 1700-tallet og blev hurtigt en julesmåkage. Den tidligste danske opskrift er fra 1703. Den minder megen om den tyske pebernød, men Wigant, forfatterinden, var sådan set også tysker. Så det kan nok forklare et og andet. Vi har i alt fald hentet navnet fra tysk, for pfeffernüssen betyder pebernød.
Pebernødder har udviklet sig. Både i smag og i bag. Fra middelalderens hårde kugler til vores tids sprøde kugler, hvor sukker har overtaget peberens plads som smagsdominerende.
Mangler du opskrift, så har Nationalmuseet et forslag til dig.
Præstefruen ved Skibet kirke udenfor Vejle fik i 1930-erne denne opskrift af sin nabokone, og den skulle angiveligt stamme fra den forrige præstekone ved Skibet kirke.
Vejle Amts Folkeblad havde en pebernøddekonkurrence midt i 1950’erne, hvor pebernødderne fra præstegården fik en flot andenplads.
Præstegaardens Pebernødder:
3/4 Pund Margarine eller Smør 2 Pund mørk Farin
Æltes sammen.
Derefter irøres 4 Æg 1 1/2 dl. Mælk eller Fløde 1 Tskf. Kanel 1 Tskf. Nelliker 1 Tskf. Ingefær 1 Tskf. Muskat 1 Tskf. Hjortetaksalt 3 Pund Mel
Dejen æltes. Dejen køres igennem kødhakkeren, gennem pladen med det runde hul, eller trilles i lange tynde Pølser og skæres i temmelig smaa “Puder.” Herefter bages de ved 200 grader i ca. 10 Minutter – til de er gyldne.
Pebernødderne er både lækre småkager at spise, men bruges også som valuta i mange julelege. Pebernødder passer også i kræmmerhusene på juletræet: “først skal træet vises, siden skal det spises”, som den gamle i den gamle julesang “Højt fra træets grønne top” fortæller om.
Højt fra træets gemmer vi, til vi er tættere på jul. Men du får noget, der er mindst lige så godt. Jason Waller synger “Hark! The Herald Angels Sing”. Den er svær at blive træt af.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

Hvad skal du/I i julen? Spørger vi venligt og interesseret hinanden om. På arbejde, når vi mødes i Føtex eller mens vi venter på at ungerne får fri. Med den der lidt underforståede vished om, at alle har “nogen” at komme hjem til. Og har man ikke er det ikke noget, vi taler højt om. Skammens em står om den, der ikke kan fremvise et sted at høre til.
Men der er mennesker derude, der ikke er blevet bedt hjem eller har nogen at bede hjem. Og i år er det særligt svært. Vi putter os i vores “bobler” og hæmmes af forsamlingsforbuddene.
Men heldigvis åbner mange fællesskaber og mennesker deres døre og hjem, så julen kan fejres i sammen med andre.
Røde Kors bringer værter og gæster sammen:
https://www.rodekors.dk/jul/julevenner
Utallige kirker og menigheder åbner deres rum for alle. Uanset tro og mangel på samme:
https://www.folkekirken.dk/…/advent…/aabne-juleaftener
I Aalborg holder Kirkens Korshær stadig juleaften for hjemløse og ensomme og i storstaden holder Frelsens Hær, Kirkens Korshær og Avedøre Kirke juleaften for hjemløse og ensomme. Og listen fortsætter.
Hvor er det dog fantastisk, at midt i en tid, hvor vaccinemodstandere, minkenes forsvarer, selvudråbte specialister med eksamensbeviser fra YouTube, covid-fornægterne og andre med fantastiske sager fylder næsten hele det offentlige rum, så er der nogen, der i stilhed og kærlighed åbner dørene for andre og byder velkommen i fællesskabets helende varme. Helt uden overskrifter, likes eller forsider.
Af hjertet tak til jer. I giver håb ❣️
Hvorfor jeg igen i år kom i tanke om nummeret her, fortaber sig også nu et eller sted i min hjernes krinkelkroge. Men den irske postpunks særlige tone og the The Workman’s Clubs snart antikvariske juleplayliste er bare noget særligt..
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
🎄❣️ Pas på jer selv og hinanden ❣️🎄

1962 var på mange måder et bemærkelsesværdigt år. Cubakrisen, optagelsen af den første James Bond film, Hjerteforeningen dannet, Algeriet bliver selvstændigt, Karen Blixen dør og staten uddelte pamfletten: “Hvis krigen kommer”.
Men, men, men … Ikke glemme det vigtigste:
1962 var året, hvor Julekalenderen blev sendt på tv for første gang (Som så ofte kan vi danskere ikke tage æren for den første af slagsen. I Sverige sendte man tv-julekalder for første gang i 1960). Tv-julekalenderen byggede videre på traditionen om de trykte lågejulekalendere, der havde været brugt i årtier. De første år var det ikke en sammenhængende fortælling, som vi kender julekalenderen i dag. Men i 1967 fik slog kalenderidéen, som vi kender den, igennem med ’Kender du Decembervej’, hvor figuren Magnus Tagmus optrådte.
Succesen blev i 1974 efterfulgt af endnu en stor succes, da kalenderen ’Jullerup Færgeby’ blev sendt. Indtil 1979 bar dukkekarakterer historien. Fra 1962 til 1972 blev karaktererne spillet af hånddukker, mens de blev spillet af stangdukker fra 1973 til 1978.
Først i 1979 blev tv-julekalenderen fyldt med levende personer, da man indspillede ’Jul i Gammelby’, der foregik i en 1800-tals købstad (optaget i Den gamle By i Aarhus). Efter min mening den ultimativt bedste julekalender nogensinde – skarpt forfulgt af Pyrus (Jesper Klein som Bertramsen og Poul Hüttel som arkivnissen Gyldengrød burde være pensum i al danskundervisning) og Nissebanden med Flemming Jensens finurlige sprogaftryk.
Og siden er kalenderne kommet i en lind strøm. Hvem husker ikke Jul på Slottet’ og ’Nissebanden i Grønland’. For ikke at nævne Pyrus-serien, ’Brødrene Mortensens jul’, ’Jul på Kronborg’ og ’Nissebanden – Nissernes ø’ . For ikke at nævne næste generation kalendere med titler som ’Jesus og Josefine’, ’Jul i Valhal, ’Absalons Hemmelighed’ og ’Pagten’ som endda omhandlede både Københavns grundlægger, biskop Absalon, og N.F.S. Grundtvig. Ja, endda voksenjulekalendere er det blevet til. F.eks. “the Julekalender”, som fejrer 30 års fødselsdag i år.
For nu bare at nævne nogen. Fælles for mange af kalenderne er, at de er blevet et samlingspunkt for familien. De har formidlet historisk viden, skabt fortællinger om julen og om noget påvirket sproget.
For hvem af os taler og forstår ikke julekalendersk eller kan genkende en julekalender bare på et enkelt ord eller en sætning?
Mange udtryk fra TV-julekalendere hænger jo ved, fx “Anton, du har revnet dine bukser!” fra Jullerup Færgeby, “gran i håret” fra Jesus & Josefine og “bob-bob-bob” fra The Julekalender. Og hvem ved ikke, hvad vi mener, når vi siger, at man skulle tro, Gertrud Sand har pyntet et lokale eller et sted?
Og så har jeg slet ikke skrevet om al den musik, vi har fået gennem kalenderne. Et blik på Koda-afgifterne fortæller, at den mest indtjenende danske julesang sidste år var en julekalendersang. Så det bliver dagens kalenderlåge. Resten af musikken tror jeg, jeg gemmer til en anden kalenderlåge.
Har du en yndlingskalender (eller to måske)?
Det’ sørme – det’ sandt – det’ de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️

Mange af vores juletraditioner er slet ikke så gamle, som vi tror. Men en tradition må siges at have nået alder og skelsår; nemlig julesangene og -salmerne.
Her mødes det religiøse og det sekulære uden de store slagsmål (med mindre man er rettroende ateist selvfølgelig; men det er en ganske anden snak). De fleste af os både lytter til og synger med på både salmerne, der skal mindes os om julens religiøse budskab, og julesangene, der priser nissen, julamanden og juletræet.
Kigger vi i de historiske annaler, kan vi læse, at efter reformationen, forsøgte protestanterne med alle midler at lægge afstand til katolicismen, men samtidig havde man et ønske om at genbruge nogle af de smukke melodier fra den katolske messe. Det var jo også dem man kendte og hvem vover – uanset kirke- eller partifarve – at smide en god melodi ud med badevandet? Derfor bygger nogle af julesalmerne, vi stadig kender i dag, på melodier fra middelalderens katolske tradition. Den første officielle danske salmebog blev udgivet i 1569, hvor blandt andet ”Et barn er født i Bethlehem” er med.
Nogen ville indvende, at “Et barn er født i Bethlehem” er skrevet af Grundtvig. Og det er heller ikke helt forkert. Når det kommer til den “udgave”, som vi kender så godt og synger i dag. Grundtvig havde hørt den oversatte salme som barn, og skrev den om til en julesang for børn. Det oprindelige latinske tekst hed forresten “Puer natus in Bethlehem”.
Hvis vi kigger på de mere sekulære julesange, så var ”Nu er det jul igen” en meget populær leg i 1700-tallets julestuer, og den er den ældste ikke-religiøse julesang, der har overlevet frem til vore dage.
I 1800-tallet kom sangene, der kunne synges til dansen om juletræet. Og hvem af os kender ikke “Højt fra træets grønne top”, som er skrevet af Peter Faber. Den blev skrevet som en lejlighedssang til familien Fabers juleaften i 1847. Melodien til sangen er først skrevet året efter, så nogle mener, at sangen oprindeligt er blevet sunget på melodien til ”I en kælder sort som kul”, fordi den passer på versefødderne.
Senere er der kommet mange andre julemusikgenrer til os og er en vigtig del af decembers lydkulisse; men det gamle salmer og sange er nu det, der gør en julemåned og en “rigtig” jul.
For ikke at slide for meget på “et barn er født”, inden vi når til jul, får du et alternativ Lars Lilholt og Shaka Loveless med “Julenat i Bethlehem”.
Det’ sørme – det’ sandt – det’ de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️

Mon vi ikke alle har prøvet at tænde det nye, fine kalenderlys på decembers første dag? Hjemme, i skolen, på arbejdspladsen og hvor end vi færdes.
Som mange andre juletraditioner hører kalenderlyset til blandt de yngre.
I en optegnelse fra slutningen af 1800-tallet kan man godt nok læse om en sydsjællandsk hjulmager, der satte 24 lys i et vognhjul, der hang ned fra loftet fra den 1. til 24. december. Han kaldte det for en “julekærte”. og i skolerne har det siden begyndelsen af 1900-tallet været almindeligt, at læreren tegnede et grønt juletræ med 24 hvide lys på tavlen. Hver dag får et af børnene lov til at tegne dagens flamme i gult og rødt.
Det første kalenderlys bestod ganske enkelt af et almindeligt hvidt lys, hvor man satte streger, så det passede til 24 dage. I 1935 omtaler forfatteren Lis Byrdal for første gang et hjemmelavet kalenderlys, dog kun med 23 datomærkninger. Hun skriver i sin debutbog “Smaa Fester – Glade Gæster”.
“A propos Lys – De ved da, at man selv kan male paa Lys baade med Oliefarve og med Tusch? Man kan altsaa med en tynd Pensel og sikker Haand skrive hele Julehilsner eller Vers, der saa brændes op Bid for Bid. En Idé til Børnene er at dele et lille tykt Lys med 23 tynde, sorte Tuschcirkler, som man kan lægge Farver imellem, hvis man vil. Hver Aften lige fra d. 1. December brænder man saa et Stykke ned – hele Tiden til den næste Streg. Den Dag Lyset brænder ud, er det Jul – og Træet tændes.”
Men der gik kun få år, før lysfabrikken Asp-Holmblad lavede de første massefremstillede kalenderlys. Oprindeligt blev lyset kaldt Jakobslyset. Navnet er inspireret af patriarkens Jakobs drøm, som findes omtalt i 1. Mosebog kapitel 28, hvor englene klatrer på Jakobsstigen. Men da befolkningen allerede dengang ikke var så bibelstærke længere (måske også derfor Jacobstigerne er forsvundet fra juletræet?), ændrede man navnet til kalenderlyset. Det kom til at hedde Kalenderlys No. 1 og blev lanceret i 1942.
At tænde et lys i mørket havde en særlig betydning under den tyske besættelse. Og måske var det netop mørklægningen af Danmark, der gjorde, at skikken med at tælle ned til julen på et datomærket stearinlys vandt udbredelse og blev til en tradition.
No. 1 ser den dag i dag ud som det gjorde, da det blev lanceret og i år kan lyset fejre 78 års fødselsdag.. Er du i tvivl om, hvordan det ser ud? Så kig her: https://www.asp-holmblad.dk/product/9766/.
Teknologi er fantastisk. Så forbuddet mod levende lys på kontoret, på plejehjemmet, hjemme hos mennesker med lungeproblemer og andre steder, hvor lys kan udgøre en brand- eller sundhedsfare, er ingen undskyldning for at undvære decembers kalenderlys. I dag kan man få de mest fantastiske led-kalenderlys.
Kim Larsen Og Kjukken udgav for 20 år siden cd’en: “Glemmebogen – Jul & Nytår” med danske julesange. En af sangene har undret mig lidt, for den er egentlig skrevet som en morgensang for børn. Men jo flere gange jeg hører den, jo mere passende synes jeg, den passer så godt til den mørke december.
Du har gætte den, ikke? Jo det er lysets engel, som går gennem himmelportene og med sin strålekrans (glorie) trænger mørket bort. På jorden er solen Guds lysengel. Den går Guds ærinde og jager nattens skygger og mørkets magter på flugt. Den spreder en himmelsk glans, der favner ”alverdens glade vrimmel”. Og i en tid, hvor solen er trængt af vintermørket, tænder vi selv lys og bliver medarbejdere på forventningens glæde.
Det’ sørme – det’ sandt – det’ de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️

Det er nu advent igen. Med advent begynder kirkens nye år, og det er en tid, der er præget af forventning. For vi forbereder os på julen og dens budskab.
Det kan måske være lidt svært at få øje på i en grå vinter, hvor smittetrykket næsten (men også kun næsten) har større opmærksomhed end Black Friday tilbuddene og hvor vi rutinemæssigt tjekker, om der nu er mundbind i jakkelommen, inden vi går hjemmefra.
Og så til det egentlige: Oprindeligt var advent en kristen faste- og bodstid, hvor man forberedte sig til at fejre Jesu fødsel. På latin betyder advent “at noget skal komme”. Advent var (for nogen: er) en tid, hvor man fastede for at gøre plads til julen både konkret og i overført betydning. Fasten handlede altså ikke kun om at gøre plads i maven til julesulet. Man fastede, fordi man for at kunne feste af helt og fuldt hjerte, skal tømmes for alt der tynger i sjæl og krop. Faste og fest giver hinanden indbyrdes værdi.
Men halløj. Hvordan skal vi holde julefest i tider med forsamlingsforbud, krav om afstand og isolation ved det mindste tegn på snue. Det kan da slet ikke blive jul på den måde. Uden julefrokoster, juleklip på skoler og i børnehaver, julegløgg på caféen og alt det andet, som vi synes, hører julens fællesskab til. ”Bliver det jul i år?” har der stået i ugens avisoverskrifter. Underforstået: Julen kommer kun, hvis vi kan fejre den præcis på den måde, vi er vant til.
Heldigvis er det ikke sådan. Julen kommer og tænder sit lys. Covid eller ej. Uanset mundbind og håndsprit. Også selvom vi på nogen områder skal finde nye måder at fejre festen på. Det er tid til, at vi forbereder os til festen for fødslen af det lille skrøbelige og sårbare barn, som Gud satte som centrum for alle menneskers liv, for at vi skulle vide, at intet menneske nogensinde skal være alene og uden Hans kærlighed. Som vi hører det i kirken juleaften, så er det nu, hvor folk, som lever i mørket, skal ane lysets komme.
I det svenske, hvor jeg plejer ( = før Covidens tidsregning) at fejre den første adventssøndag, er adventsstjernen med sit lys en fast del af julepyntningen. Den skal minde om stjernen i Betlehem. Stjernen er ikke blot et symbol på Betlehemsstjernen, men også et symbol på Jesus som Morgenstjernen. Skikken kommer fra Tyskland, hvor den oprindeligt var en del af Herrnhuternes juletraditioner. I Danmark kender vi Herrnhuterne fra Christiansfeld, hvor man stadig kan købe deres fantastiske julestjerner
(se her: https://martensensboghandel.dk/…/herrnhuter…/ )
Fra Grønland hører vi samme fortælling om stjernens betydning for ”store søndag”, som 1. adventssøndag kaldes deroppe. Men uanset, hvor stjernen kommer fra, så handler det om lys. Med lys bryder vi mørket. Med lys forsøger vi at fange håbet. Med lys åbner vi døren for glæden. Med lys forsøger vi at fortrænge alt det, vi frygter og svækkes af. Og vel også derfor tænder man lys i adventskransen i dag og mange har kalenderlyset klar til decembers første dag. (Begge ting har for resten deres helt egen familie- og danmarkshistorie, som måske gemmer sig bag en senere kalenderlåge).
Digteren Sten Kaaløs enkle ord siger det hele:
”Gå i mørket med lyset.
Gå i visheden om
ikke at gå alene.
Gå med lyset – kom!”
Adventstiden kommer også med sine egne salmer. Jeg vender år efter år tilbage til Shane og Shane og deres forrygende, energifyldte fortolkning af adventssalmen: O kom, O kom Immanuel. Navnet betyder oprindeligt “Gud med os” og på den måde siges med ét ord, hvad hele adventstiden handler om.
Det’ sørme – det’ sandt – det’ snart de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
❣️🎄Pas på jer selv og hinanden 🎄❣️

Himlen er blå og solen skinner. Hvad mere kan man forvente på Himmelfartsdagen?

Kristi Himmelfart fejres altid på torsdagen 40 dage efter påskedag, hvor vi fejrer, at Jesus brød dødens bånd og vendte tilbage til sin disciple med som det levende påskebudskab, der sprænger alt. Dér hvor vi tror, det hele slutter – i døden – med det liv, vi kender, der åbnes en ny begyndelse: Et opstandelsesliv. Frit og kun bundet af og til kærligheden.

I mange kirker er Kristi Himmelfartsdagen blevet synonym for den store konfirmationsdag og utallige unge skulle i dag bekende og bekræfte deres tro med trosbekendelsens ord, hvor vi siger:

“Opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd.“

Jesus forlader sine disciple og vender (farer til himmels) hjem til sin fars bolig men han efterlader hverkens sine venner – disciplene – eller os andre alene. Tværtimod: Ved at stige til himmels, så kommer han tæt på os alle sammen, til alle steder og til alle tider, fordi han ikke længere er bundet til at være et sted på jorden.

Så selvom alle de smukke unge mennesker, der skulle fejre deres konfirmation i dag, må vente, mens vi passer på hinanden, så har de allerede del i det fællesskab med Jesus, som vi fik gennem hans opstandelse og himmelfart.

Vidste du forresten, at Kristi Himmelfart er en af de få kristne helligdage, der historisk ikke har sin rod i en jødisk eller hedensk fest? Den har heller ikke de store folkelige traditioner, som julen har træet og påsken har haren.

Tidligere har der dog nogle steder i landet været tradition for at gå i skoven aftenen før Kristi Himmelfart for at samle bøgegrene. Man pyntede hjemmet med de grønne grene som et værn mod hekse. Gammel nordisk folkeskik sagde, at man kunne sikre sit tøj mod møl ved at lufte det Kristi Himmelfarts dag. Men i dag er det vist kun konfirmationen, som kan siges at være en himmelfartstradition.

Med i dag får I en af de smukke nye salmer, som jeg personligt mener, bør være fast inventar ved enhver konfirmation

<3 Pas på jer selv og hinanden 

Kyndelmisse falder den 2. februar hvert år. Ordet kyndelmisse er en fordanskning af det latinske ord missa candelarum, som betyder lysmesse. Kyndelmisse er altså en lysfest….

I den kristne tradition fejres Marias Renselsesdag. Maria er på vej til det jødiske tempel for at blive renset efter fødslen af sit barn. På sin vej møder hun en gammel mand, der hedder Simeon. Han kalder Jesus for et lys til åbenbaring for hedninge, og det er blandt andet derfor, at Maria renselse fejres med lystænding. Kyndelmisse er altså både en kristen fest og en fest for løftet om forårets lys i vintermørket.

I gammelt dansk sprog kan man også kalde kyndelmisse for Kjørmes Knud. Kjørmes er en sammentrækning af ’kerte’ (lys) og ’messe’ (gudstjeneste). Knud er oprindeligt ikke et navn, men en kort betegnelse for knude. Det er altså et billede på midvinterens knude af hård frost. Vi kender det fra sangen ’Det er hvidt herude’, hvor der står: Kyndelmisse slår sin knude / overmåde hvas og hård. Frost er jo desværre efterhånden et af de mere sjældne vejrfænomener. Når frosten, som er en del af naturens cyklus på vores breddegrader, forsvinder, ændres menneskers, dyrs og planters levevilkår.

Som til alle andre helligdage hører der nogle solide gilder til kyndelmisse. Kjørmes-gilder er betegnelse for de fester, der tidligere blev holdt på landet for at markere midvinteren. Festerne var tit sammenskudsgilder med mad som flæsk, øl og alt det, der egnede sig til opbevaring i tønder. Landet rundt har kyndelmissemenuen været alt fra flæsk til æbleskiver og andre egnsbestemte lækkerier.
Døjede man med rygsmerter, skulle der rigeligt med flæsk til og julebrødet blev spist for at forhindre hovedpine og hugormebid. Fælles for alle midvinterfester var, at der blev drukket rigeligt af både øl, brændevin og kaffe.

Tilgiv mig genbrug af den lidt utraditionelle udgave af en af de mest kendte kyndelmissesange; nemlig Ingemanns: “I sne står urt og busk i skjul”. Jeg kan ikke står for den. YouTube byder på mere musikalsk veludførte udgave. Lige fra Matildes dejligt enkle: https://www.youtube.com/watch?v=1qJAPyV73vY til Pigekorets korudgave: https://www.youtube.com/watch?v=8SwoLRWBBH

Vær lys for dem, som lever i mørke

Ps. I dag er det forresten præcis 40 dage siden, vi fejrede jul. Det er nemlig kyndelmisse, som ligger 40 dage efter den store julehøjtid og afslutter juletiden.