I anledning af hendes Majestæt Dronnings fødselsdag, har jeg holdt en feriedag.
Så allerførst førdselsdagsbarnet:
Tillykke, kære Dronning. Selvom jeg med årene bliver mindre og mindre royalist, så synes jeg, at De gør det forrygende godt. Danmark og danskerne er stolte af Dem og Deres betydning for vores land. Deres fødselsdagstale viste det med alt tydelighed. Her forenede De igen nationen. Samlede os. Trods afstanden.
🇩🇰 Tak for Deres indsats og alle gode ønsker om den bedste fødselsdag 🇩🇰
Og så lidt hverdagssnak:
Min dag er gået med noget af “things-to-do-listen”. Jeg sneg jeg mig med næsten dårlig samvittighed ned til Matas i byens midte. Første besøg i en butik siden den 6. marts efter noget, der ikke var mad eller medicin.
Byen så ud som om, den har glemt “de Brostrømske regler” og åbnet næsten helt op på eget initiativ. Det vrimlede med mennesker. Unge mennesker i flokke, pensionistpar (hallo; det er for jeres skyld, jeg bliver hjemme) på hyggeindkøb, familier med børn på familieudflugt (gågaden og Matas er åbenbart mindre farlig end skolen og børnehaven), veninder på shoppetur og mange andre. Alle nød de livet, solen og hinandens selskab. Dejligt så det ud.
Jeg kan ikke lade være med at være bekymret for, at det bliver algoritmer og politiske (populistiske) studehandler og ikke forsigtighedsprincippet og sundhedsmæssig fornuft, der kommer til at styre tempoet genåbningen af Danmark. For den der med den danske selvdisciplin ved jeg ikke helt om holder. Jeg vil inderligt gerne tage fejl. Lige her.
Jeg sluttede dagen med en lille tur til en solskinsplet ved fjorden. Kun mig, fjorden, solen og stilheden. Herlig stund. Livet er godt. Midt i en Coronatid.
Den stille uge indledes med Palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem, og hvor han hyldes som en konge.
Allerførst lige et kig på, hvorfor vi egentlig holder påske.
Historisk er den oprindelige påske en jødisk fest – pesach – hvor jøder over hele verden samles med familier og venner om det jødiske påskemåltid og mindes historierne om, hvordan jøderne blev befriet fra slaveriet i Egypten.
Jesus var jøde, så på en måde er kristendommen vokset ud af jødedommen og jødedommen har sat sine tydelige spor i den kristne påskefest. Og i det lys skal de kommende hellig- og festdage fejres, leves og forstås.
Og så tilbage til palmesøndag.
Palmesøndag er søndagen før påske, og dermed begyndelsen på den sidste uge i fasten, som også bliver kaldt den stille uge. Navnet kommer af evangeliernes beretning om, at folk strøede palmegrene foran Jesus, da han red ind i byen.
Biblen fortæller, at Jesus kom ridende ind i Jerusalem på et æsel. At ride på et æsel var fredens symbol, idet det var kendt og profeteret, at fredskongen skulle komme ridende på et æsel. Jesus ønskede netop at komme med fred. Forud for indtoget i Jerusalem blev Jesus salvet, og han træder for alvor i karakter som Messias, den salvede.
Så påskescenen er sat: Det er jødisk påske og der er et hundredtusindtal pilgrimme samlet Jerusalem. De er begejstrede og vifter med palmeblade og råber til ham: »Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge«. Hosianna er hebraisk og betyder ‘frels dog’ eller måske ‘frels os*. Den eneste, der på det tidspunkt har en anelse om, hvad der skal ske, er Jesus selv.
Lidt historie – fordi jeg ikke kan lade være:
I 500-tallet begyndte kristne i Jerusalem sig på Oliebjerget på palmesøndag. Efter læsning af evangeliet gik de i procession ind til byen. Traditionen spredte sig ret hurtigt til hele den østlige kirke. I det 7. og 8. århundrede kom skikken med at bringe palmegrene til kirken, gå i procession og råbe “hosianna” til Vesten, og i det 9. århundrede blev dette indført som en fast del af gudstjenesten. Så på den måde kan man sige, at dramatisering af biblen også er en meget gammel kristen tradition.
Det er en af de dage, hvor jeg ikke helt, hvad ben jeg skal stå på. Er det:
Aldrig mere 9. april. Glædelig skærtorsdag. Hvilken herlig forårsdag. Hold afstand sammen.
I dag er det præcis 80 år siden, at nazityskland en tidlig morgen angreb Danmark fra både landet, vandet og luften.
9. april blev indledningen til fem års tysk besættelse af Danmark. Mange blev vækket af tyske fly, der i morgentimerne i lav højde overfløj landet, og for mange var de utallige ”Oprop”, der blev kastet ned fra luften, et stærkt minde om dagen.
Det nazistiske regime udførte med baggrund i sin racistiske og fascistiske ideologi forbrydelser, der var så enorme, at vi stadig i dag har svært ved at fatte det. Holocaust er betegnelsen for nazisternes folkedrab på Europas jøder. Folkedrabet kostede seks millioner jøder livet og fandt sted mellem 1941 og 1945. Holocaust ramte også romaer, handicappede, psykisk syge, homoseksuelle, Jehovas Vidner og andre mindretalsgrupper. Nazisternes første udryddelsesprogram startede i 1939 og var likvideringen af tyskere med fysiske handicaps, mentalt retarderede og syge og er bedre kendt som det nazistiske Eutanasi-program. Man skulle tro, vi havde lært af historien. men krybet formerer sig stadig og kommer frem fra de slimede sten, hvor de har gemt sig under siden holocaust, verdenskrig, besættelse og hadets store tid. Og venter på at sprede deres ondskab igen.
Så vi må aldrig glemme.
Samtidig er det skærtorsdag. Navnet skærtorsdag kommer fra “Skær”, som betyder “ren”, som i udtrykket “ren og skær”. I gamle tid blev de, der var lyst i band (altså udelukket fra kirkens fællesskab og dermed urene) genoptaget i fællesskabet og det er sandsynligvis dette, der har givet dagen sit navn. På engelsk hedder skærtorsdag Maundy Thursday, fordi Jesus efter at have vasket disciplenes fødder, sagde; “Et nyt bud (mandement på fransk) giver jeg jer, at I skal elske hinanden.” På tysk hedder den Gründonnerstag. I Sverige markeres dagen ved at børn klæder sig ud som påskkärringar (“påskekællinger”) og går rundt og rasler.
Skærtorsdag er dagen, hvor Jesus gør sit sidste måltid til den første nadver. Jesus vidste, at han skulle forlade sine venner og denne verden og han spiser sit sidste måltid sammen med sine venner, disciplene. Han gør – som med meget andet – det uventede: Han starter måltidet med at vaske og kysse sine venners fødder. Ham, de betragter som leder, som Jødernes konge, lægger sig på knæ og gør noget, der betragtes som et tegn på ydmygelse. Og på den måde anviser han igen en ny måde at se et menneske på. Den der er størst, er ikke den med pomp, magt og pragt; men den som tjener og har omsorg for den anden. Bagefter spiser de sammen. Det jødiske påskemåltid. Og igen overrasker Jesus. I stedet for et måltid i sorg og uden håb, løfter han brødet og vinen og lover disciplene, at hver gang de mødes og spiser sammen og gør som han gør nu, så vil han være til stede blandt dem. Mennesket er ikke opgivet af Gud, fordi menneskesønnen forlader den verden, vi kender. Den nye og evige pagt er indgået. Uden betingelser fra Guds side. Ingen skal være alene. Han er med os alle dage. I kærlighed.
Dagene er også en herlig forårsdag i COVID-19’s tegn. Nyd den. Mens I holder afstand. Når vi nu ikke kan være fysisk sammen, kan vi være sammen på andre måder. Skriv et brev til en, du savner eller ikke har set længe.. Lav en video med børnene, som bedste- eller oldefar/mor kan se, nu hvor de ikke må få besøg på plejehjemmet. Ring til din mor. Eller send blomster og en forårsøl til din onkel, som ikke har børn og måske ikke får så mange hilsner med på vejen. Det forunderlige er, at du ikke kun gør en anden glad; men måske også dig selv.
Har ungerne været ude og slå katten af tønden? Eller nøjedes de med en tønde fyldt med slik og efterfølgende kroning af en kattekonge og kattedronning?
Faktisk var fastelavn slet ikke nogen “børnefest” tidligere, som det er i dag. Oprindeligt og indtil langt op i 1800-tallet var fastelavn en voksenfest, hvor de voksne drak alkohol i rigelige mængder, spiste kød, festede, dansede og klædte sig ud og slog katten af tønden, ofte til hest og med en levende kat i tønden. Skikken med at slå katten af tønden formodes at være kommet til Danmark med de hollandske bønder, som Christian II fik herop i 1500-tallet.
Fastelavn er et dansk ord (Hintet hermed givet videre til SAS’ forrygende reklamevideo). I andre lande hedder dagene her karneval og stammer fra italiensk og betyder farvel til kødet (carne vale).
Fastelavnssøndag ligger forresten altid syv uger før påskedag, der falder den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Så om syv uger skulle foråret gerne være i fuldt flor. Det er lidt svært at forestille sig, når man kigger ud på det regnvåde vejr.
Fastelavnssøndag er også blevet kaldt flæskesøndag og mandagen efter flæskemandag. De to dage skulle man forsyne sig godt med kød, før fasten (Hvor man jo ikke måtte spise kød) begyndte om onsdagen. Tirsdag, som blev kaldt for hvide tirsdag, fordi man spiste hvidt brød (en dyr, dyr luksus), som er ophav til fastelavnsbollerne, som vi vel har guffet lige siden nytår.
Fastelavn slutter med på onsdag med askeonsdag, der markerer fastetidens begyndelse. Askeonsdag indleder de 40 dage, hvor kristne i hele verden gennem bøn og afholdenhed forventningsfuldt forbereder sig på at fejre opstandelsens under påskemorgen.
Hvis du trænger til lidt fastelavnsunderholdning i børnehøjde, så velkommen hos Kaj og Andrea.
Kyndelmisse falder den 2. februar hvert år. Ordet kyndelmisse er en fordanskning af det latinske ord missa candelarum, som betyder lysmesse. Kyndelmisse er altså en lysfest….
I den kristne tradition fejres Marias Renselsesdag. Maria er på vej til det jødiske tempel for at blive renset efter fødslen af sit barn. På sin vej møder hun en gammel mand, der hedder Simeon. Han kalder Jesus for et lys til åbenbaring for hedninge, og det er blandt andet derfor, at Maria renselse fejres med lystænding. Kyndelmisse er altså både en kristen fest og en fest for løftet om forårets lys i vintermørket.
I gammelt dansk sprog kan man også kalde kyndelmisse for Kjørmes Knud. Kjørmes er en sammentrækning af ’kerte’ (lys) og ’messe’ (gudstjeneste). Knud er oprindeligt ikke et navn, men en kort betegnelse for knude. Det er altså et billede på midvinterens knude af hård frost. Vi kender det fra sangen ’Det er hvidt herude’, hvor der står: Kyndelmisse slår sin knude / overmåde hvas og hård. Frost er jo desværre efterhånden et af de mere sjældne vejrfænomener. Når frosten, som er en del af naturens cyklus på vores breddegrader, forsvinder, ændres menneskers, dyrs og planters levevilkår.
Som til alle andre helligdage hører der nogle solide gilder til kyndelmisse. Kjørmes-gilder er betegnelse for de fester, der tidligere blev holdt på landet for at markere midvinteren. Festerne var tit sammenskudsgilder med mad som flæsk, øl og alt det, der egnede sig til opbevaring i tønder. Landet rundt har kyndelmissemenuen været alt fra flæsk til æbleskiver og andre egnsbestemte lækkerier. Døjede man med rygsmerter, skulle der rigeligt med flæsk til og julebrødet blev spist for at forhindre hovedpine og hugormebid. Fælles for alle midvinterfester var, at der blev drukket rigeligt af både øl, brændevin og kaffe.
Tilgiv mig genbrug af den lidt utraditionelle udgave af en af de mest kendte kyndelmissesange; nemlig Ingemanns: “I sne står urt og busk i skjul”. Jeg kan ikke står for den. YouTube byder på mere musikalsk veludførte udgave. Lige fra Matildes dejligt enkle: https://www.youtube.com/watch?v=1qJAPyV73vY til Pigekorets korudgave: https://www.youtube.com/watch?v=8SwoLRWBBH
Vær lys for dem, som lever i mørke
Ps. I dag er det forresten præcis 40 dage siden, vi fejrede jul. Det er nemlig kyndelmisse, som ligger 40 dage efter den store julehøjtid og afslutter juletiden.
1. januar, en helt nyt år og 365 dage foran os med ganske ubeskrevne blade.
Jeg håber – selvom det rent objektivt er naivt – at 2020 bliver året, hvor mit helbred bliver bedre og giver overskud til, at min verden igen kan række ud over arbejde og sofaen. Jeg tror, at 2019 har været det år, hvor jeg har måttet sige nej til mest og jeg begynder at kunne mærke, at jeg har mistet mange relationer, fordi jeg ikke har haft overskuddet til at række ud efter dem de sidste år. Selvom det er et livsvilkår, er det et sorgfuldt tab.
Men det er jo bare min lille navlepillende andegård. Ude omkring er der en verden, som er meget større og hvor problemerne virker store og uoverskuelige. Og det er som om, vi overvældes og forsøger at puffe ansvaret for løsningen over på nogle andre. På lærerne i folkeskolen. Politikerne, som vi selv har valgt. De sociale medier, vi selv vælger at bruge. Erhvervslivet, hvis varer vi køber osv osv. Pufferiet sender os i ly for en stund; men da livet og verden ikke er en streamingtjeneste vi kan tænde og slukke efter behag, så banker problemerne på igen. Ofte endda med fornyet styrke.
Måske er det ved at være tid til selv at tage ansvaret tilbage og mødes i samtalen om, hvad vi vil med samfundet og finde handlinger, som forandrer i hverdagen? Mine fantastiske kollegaer har om nogen brugt 2019 på at vise, at det kan betale sig at kæmpe mod og forandre beslutninger, der er truffet ukvalificeret grundlag og med de svageste som ofre. Det tænkte jeg så, jeg skulle sige en helt masse mere og ret meget mindre klogt om; men en anden kom mig i forkøbet, og da hans ord er både meget vise og meget kloge, så dem får I her:
“Vi trenger sindighet i møte med alle de nye mulighetene som blir gitt oss. Vi trenger ro til gode samtaler om viktige temaer i en tid preget av raske endringer, hardt debattklima og global uro.
Samtidig trenger vi å bli utfordret av ungdommens utålmodighet.
Vi trenger alt dette for ikke å miste oss selv og hverandre. For ikke å miste alt det gode vi har skapt sammen.
Spørsmålet blir: Hva tjener oss mennesker og vår felles fremtid best?
Dette berører og opptar oss alle. Vi har ulike svar og kan være dypt uenige. Men vi må bare fortsette å søke sammen om de store spørsmålene. Rundt kjøkkenbordene. På lunsjrommene. I skoletimene. I politikken. På internasjonale arenaer. For bare sammen kan vi løse dem.
Vi må leve med at vi er forskjellige. Vi må tåle ubehagelig kunnskap. Vi må klare å se utover vår egen lille teig. Vi må tørre å innse at vårt verdensbilde kanskje ikke er det eneste rette. Og vi må finne oss i å bli utfordret – ja til og med såret.
Slik er det å leve sammen – både i små og store felleskap.”
(Kong Harald af Norge, Nytårstale 2019)
Og for alt i verden: Glem ikke glæden. Selvom I har båret juletræet ud og kravlenisserne er kravlet ned, så husk at det lille barn kom med glæde. Glæden klædt i spædbarnets forsvarsløse og afhængige krop. Måske for at huske os alle på, at glæden kun overlever, når vi danner fællesskaber omkring den.
Så her på det nye års første dag og julens ottende dag:
Gaudete! gaudete Christus est natus ex Maria Virgine: Gaudete!
❣️ Pas på jer selv og hinanden de næste 365 dage ❣️
Så nåede vi frem til dagen. Som Josef og Maria nåede frem til herberget. En lille familie på tvungen rejse, fordi en kejser, som hedder Augustus, på bedste New Public Mangement manér vil have kontrol over sine indbyggere og derfor tæller dem. Og for at der skal være orden i sagerne kan man ikke tælles på det nærmeste kontor, men det kontor man hører til – uanset, hvor langt væk, det ligger.
Så de er draget op fra deres hjem til Betlehem, som er Josefs families hjemby. Maria er højgravid og får veer netop, som de når frem, men der er ikke plads til dem på byens kroer. Derfor må hun føde sit barn, Jesus, i en stald, og de må bruge en krybbe til vugge.
Og lige der, sker der noget ingen havde ventet.
For ligesom vores tids hjemløse, flygtninge og andre udsatte og udstødte var der også grupper, som ikke en del af samfundet. En af de grupper var hyrderne. De blev opfattet som vilde og uciviliserede.
Her sker det nye. Det uventede. Det er ikke de traditionelle nyhedsmedier, der er de første til at høre om det lille barn. Hverken med billeder på Instagram eller forkyndt af en Ypperstepræst fra templet og læst højt på TV2 news. Det er derimod dem, som ikke var en del af det gode selskab. Det er hyrderne. Måske for at huske os på, at Jesus kom til verden som hele verdens frelser, ikke kun for de pæne og respektable mennesker.
På en mark uden for Betlehem holder nogle hyrder nattevagt over deres dyr. De får besøg af en engel, som fortæller dem, at der er født en frelser i Betlehem, og at de skal opsøge ham. Et lille barn i en krybbe. Englen får selskab af en himmelsk hærskare, som lovpriser Gud.
Hyrderne – de udstødte – drager afsted med deres dyr for at finde barnet og bevidne dets fødsel. Ligesom kvinderne – som på grund af deres køn ikke havde juridiske rettigheder – senere bevidnede hans død og opstandelse.
Så når vi fejrer, at Jesus bliver født, fejrer vi ikke bare en barnefødsel. Vi fejrer, at Gud selv kommer til verden og bliver født som menneske på jorden. Vi fejrer, at himmelens lys kom til jorden. I julen træder Gud ind i historien, han bliver menneske i Jesus og lever som os, sammen med os.
Så med det lille barn fødsel fejrer vi også, at ingen længere er overladt til sig selv. Gud er blevet menneske og lever med os – iblandt os. Ved at lad sin søn blive født i fattige kår omgivet af udstødte kommer Vorherre til alle i aften og siger: I hører også med.
Det der med at fejre juleaften som helligdag i kirken er for resten er ret ny ting; vidste du det? Først i 1992 blev d. 24. december officiel gudstjenestedag i Danmark. Siden begyndelsen af 1900-tallet har man dog taget forskud på julens glædelige budskab og er gået i kirke juleaften. Men måske skulle vi i disse tider, hvor kristendommen tages som gidsel for danskhed kigge lidt bagud i historien og genoptage en enkelt tradition.
Fra midten af 1500-tallet dækkede juletiden over perioden 21. december og tre uger frem. I denne tid var der lyst julefred over landet, hvilket betød, at man kun måtte udføre det allermest nødvendige arbejde. Hvis man havde nogen stridigheder, skulle man også lægge dem på hylden. Og den fred kunne verden godt have brug for.
En særlig og kærlig tanke til dig for hvem julefestens glæde er fjern. Måske fordi du har mistet en, du elsker og savnet overskygger glæden. Fordi du er alene og ikke har nogen at dele festen med. Eller fordi du er sat udenfor og ikke kan komme ind. Husk – selvom det måske forekommer meningsløst i nuet – at ”Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange”.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ nu – det’ jul. Det her’ min kalender.
Dagens kalenderlåge gemmer på en salme, der er skrevet på en sommerdag i 1850 af en af vores store salmedigtere. Den er et bestillingsarbejde. Der er flere myter knyttet til denne salme. En af dem er, at tekst og musik stammer fra middelalderen. Men de er – som sagt – begge yngre.
Salmedigteren er selvfølgelig Ingemann, der fik sendt en melodi og en tysk salmetekst fra en præst, som hedder Fenger. Fenger har selv fortalt, a…t han til Ingemann sagde om den tyske tekst: ”Ordene duer ikke, men skriv nu nogle gode danske vers til denne vidunderlige melodi,” og få dage senere fik Fenger et brev fra Ingemann med teksten, som man sang første gang i Lynge præstegård. Den blev trykt som Pilgrimssang i Dansk Kirketidende i september samme år. I Ingemanns Samlede Skrifter har den titlen Valfartssang.
Salmen er meget brugt i de nordiske lande. I Danmark synges den mange steder, hvor mennesker i alle aldre er sammen: ved juletid (jf. strofe 3), men også ved dåb, bryllup, begravelse og andre højtidelige og festlige lejligheder. Mon vi ikke alle har et minde eller en erindring om at have sunget den?
Jeg er vild med Isam B’s souludgave. Lyt med, mens vi venter på den aften, hvor det lille barn fødes.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Det er dagen, før dag, før dagen og i ventetiden ser vi julekalender om julestjerner og stjernekiggere, i luciaoptogene har vi (nogle steder) set stjernedrengene eller stjärngossarne, som en juletræsstjerne eller topstjerne der pynter juletræets top, vi synger om Bethlehemsstjernen, der ledte vise mænd og når vi kommer dertil, så synger Jesper Fårekylling sin rørende udgave af “Når du ser et stjerneskud”.
Om stjernen …synger vi: Den var lys og blid. Den lod sig se ved midnatstid. Mens alle andre stjerner glimtede mat, stod den klar på himlens bue som en lille stjernesol.
Julestjernen, også kaldt Bethlehemsstjernen, var ifølge Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente det pejlemærke, der ledte de vise mænd fra Østerland frem til det nyfødte Jesusbarn. Den har været genstand for kloge mænd og kvinders diskussioner og undersøgelser, siden den lyste for første gang.
Om den klare, lyse stjerne var et guddommeligt mirakel, en ren mytologisk tankekonstruktion, eller om der rent faktisk kan have været tale om et astronomisk fænomen, kommer der nok aldrig et endegyldigt svar på.
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
I morgen er vintersolhverv og årets korteste dag. Solhverv er en gammel ordsammensætning, hvor ordet ”hverv” kommer fra det oldnordiske ”hverfa”, som betyder ’vende’.
Solen passerer det laveste punkt i sin bane henover himlen og står lodret over den Sydlige Vendekreds. På denne tid af året vender den nordlige halvkugle væk fra solen, hvilket giver os begrænset sollys og korte dage. Når vintersolhverv indtræffer er tiden fra solopgang til solnedgan…g mindre end på nogen anden dag af året, og dagens længde er under 7 timer i det meste af Danmark. Det betyder samtidig at den efterfølgende nat er årets længste nat med en længde på ca. 17 timer.
Årets korteste dag i Danmark falder enten d. 21. eller 22. december. Datoen varierer pga. forskellen mellem et kalenderår og et solår, men korrigeres ca. hvert fjerde år, når der er skudår. Efter vintersolhverv bliver dagene længere og længere, lysere og lysere, men stadig koldere og koldere indtil Kyndelmisse den 2. februar hvor temperaturen igen begynder at stige.
Vintersolhverv har gennem hele menneskets historie været en glædelig dag, fordi den er symbolet på lysets tilbagevenden i vort liv. Vintersolhverv var vikingernes jul, hvor de ikke fejrede men drak jól og havde midvinterblót, en ofring for at sikre frugtbarhed.
Ny har vikingernes blot måttet vige. Ved vintersolhvervstid venter vi nu på det lille barns komme. Det lille barn, der kom med et lys, der ikke bare gør dagene længere; men også lyser op i menneskers hjerter og tvinger al mørke i mennesket liv til at vige for kærligheden.
Eller med Grundtvigs ord:
Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange, jul med Guds-barnet i svøb, under englenes sange, kommer fra Gud, bringer os glædskabens bud. Æren er Guds i det høje!
Det’ sørme – det’ sandt – de’cember. Det’ sørme – det’ snart – det’ jul. Det her’ min kalender.
Dagens klumme 
Ingen kommentarer 
<3 Pas på jer selv og hinanden